Den dårlige samvittighed

Jeg er i vildrede. Jeg vil rigtig gerne gøre det rigtige, og ikke træde andre over tæerne. Men som solomor til to dejlige piger, hvor den ene har særlige behov, kommer der nogen gange problematikker.

Jeg har i nu små to år kæmpet for at få tabt arbejdsfortjeneste til min datter, Zoe. Zoe går i børnehave i en basis gruppe. Zoe reagere voldsomt, når hun har været i børnehave, og Zoes udvikling er bedre og hurtigere når hun er hjemme. Dette har gjort, at jeg har søgt en del timer, da det er det bedste for Zoe.

Tilbage i slutningen af 2017 fik jeg 6 timer i tabt arbejdsfortjeneste. Dette var under halvdelen af hvad jeg søgte, og derfor gik det videre i ankestyrelsen. Efter et år der, fik jeg medhold i, at jeg skulle have flere timer. Det har jeg nu fået, 17 timer i alt. Så jeg skal arbejde 18 timer om ugen.

Det lyder for mange som luksus. Jeg kan bare gå og hygge derhjemme, få tidligt fri og slappe af. JA, det kunne jeg måske, hvis mit liv så anderledes ud end det gør. Men der er jo en rigtig god grund til at jeg har fået alle de timer. Den grund er Zoe, og det er hende de skal hjælpe, og på den måde også hjælpe vores lille dejlige familie.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg allerhelst ville have haft fået fuld tid tabt arbejdsfortjeneste, så Zoes situation ville blive mest optimal, men dette er en rigtig god næst bedst beslutning for hende.

Men men men. Hvordan får jeg det bedst af to verdner. Som uddannet pædagog med arbejde i en børnehave, i et børnehus, og mor til et barn med særlige behov. Så skal dette jo passe sammen, og ydermere med mine tabt arbejdsfortjeneste timer. Dette er absolut ikke nemt. Eller jo, det kunne det godt være, hvis der blev fundet en kvalificeret pædagog, til at tage mine eftermiddagstimer, samt de hele dage jeg er væk på grund af Zoe. Så ville mit pædagogiske arbejde/ansvar, blive udført når jeg har fri også, og jeg kunne hente Zoe med ro i hjertet.

Dette er dog desværre ikke tilfældet. Grundet besparelser og økonomi, bliver mine 17 timer ikke dækket i børnehaven. Så når jeg går, kommer der ingen. Det vil sige, at i en børnehave med 5 ansatte til 33 børn, er vi faktisk kun 4,5. Og det er MIN skyld. Det er ikke sjovt. Jeg “kan” kun tage formiddage, da det er det der er bedst for Zoe. Det er jo selvfølgelig ikke kun op til mig, men det der er mest optimalt for Zoe, og for at jeg har mit pædagogiske nærvær hos børnene. Men hold da op, det er ikke nemt for mine kollegaer. De skal jo dække alle eftermiddage og lukkere. Det er hårdt, når jeg jo ikke kan hjælpe. Hvor ville jeg ønske, at mit liv gav mig mindre udfordringer, så jeg kunne varetage mit arbejde bedre.

Det værste er at jeg kan fornemme bitterhed og vrede fra mine kollegaer. Det er ikke alle der forstår min situation, eller at det jo ikke er fordi jeg gerne vil have tidligt fri. Jeg føler mig ikke tilstrækkelig som pædagog mere. Jeg har svært ved at få lov til at udføre mit arbejde, da jeg “kun” er på arbejde 18 timer om ugen. Dette er jo det jeg får af vide. Jeg er der jo ikke. Jeg skal bare være sammen med børnene, jeg skal ikke have forældrekontakt, samtaler, opgaver eller ansvar. Jeg skal sætte mit ambitions niveu ned.

Men som person og pædagog, er det lige præcis de ting, der gør at jeg er en god pædagog. Jeg var den pædagog, der havde meget ansvar og arbejdesopgaver inden jeg fik børn. Efter min sidste barsel, har vi fået ny leder, en som ikke kendte mig. Han har taget mange beslutninger, som påvirker mig, allerede inden jeg kom tilbage. Disse har jeg på bedste og mest professionelle måde, prøvet at arbejde under. Jeg har ikke haft mulighed for at vise mine kvalifikationer endnu, efter over 2 år tilbage. Jeg bliver begrænset, af at skulle vise mit værd, uden at få muligheden. Desuden nu hvor jeg er gået ned i tid, bliver jeg ramt af, at jeg jo ikke her der. Så jeg kan ikke få lov til, at udvikle mig, trives og gøre mit arbejde som jeg er god til.

Det er godt nok svært. Jeg vil så gerne mit arbejde, jeg er god til de børn der kræver lidt ekstra, dem der bare stikker lidt udenfor. Måske jeg bare forstår dem, jeg ved det ikke. Men det er helt klart hos dem, mit hjerte er. Jeg er god til teori, fremlæggelser og formidling. Jeg er god til forældre kontakt og god til at være der for børnene. Børnene finder mig sjov, og jeg har gode relationer med dem. Alt dette vil jeg gerne have lov til at gøre, på mine 18 timer. Ja, det er måske et for stort ambitions niveu. Men jeg er nødt til at kunne udvikle mig og trives på mit arbejde.

Så hvordan får jeg den mulighed på mit arbejde, samtidig med at kunne hente Zoe tidligt, og give hende det hun har brug for. Hvordan slipper jeg af med den dårlige samvittighed, og får gode relationer til mine kollegaer igen.

Dette indlæg er ikke for at hænge nogen ud. Det er udelukkende mine følelser og tanker om mit liv pt. Det har ikke været nogle nemme uger, jeg er gået grædende hjem mange dage, og har ikke være den bedste mor jeg kan. Jeg kæmper videre for, at få det bedste fra begge verdner.

Knus Nadia

Vil du læse mit sidste indlæg om mit møde med Adam og Eva.